Alt om maitake: den næringsrige spisesvamp
Maitake, eller "tueporesvampen", er en populær spiselig svamp med en lang historie som medicinsk svamp inden for japansk og kinesisk medicin. Svampen er steget i popularitet på grund af sine potentielle fordele og sundhedsfremmende egenskaber. Men den er ikke kun gavnlig for kroppen - den er også lækker som spisesvamp!
Maitake vokser naturligt over hele verden.
Hvad er maitake?
Maitake, også kaldet "tueporesvamp", "dancing mushroom", samt "kongen af svampe" i Japan og "Grifola frondosa" på latin, er en spiselig svamp med oprindelse i det nordlige Japan. Svampen har en lang historie som medicinsk svamp inden for traditionel japansk og kinesisk medicin. Den er også meget værdsat som spisesvamp takket være sin umami-rige og fyldige smag, med en mild sødme og en let nøddeagtig undertone. Navnet stammer fra en gammel folkesaga og siges at betyde "dansende svamp", fordi folk blev så glade, når de fandt svampen, at de begyndte at danse.
Maitake har et karakteristisk busket og fjerlignende udseende, der ligner en koral, og de vokser ofte ved bunden af træer. Maitake er almindelig i Asien og Nordamerika, men kan også dyrkes andre steder. I Norden er det sjældent at støde på en maitake i naturen, og den er desuden rødlistet som sårbar og bør derfor ikke plukkes. Den findes dog i dyrket variant og er også populær og værdsat som kosttilskud, både i form af tørret pulver og som kapsler.
Hvad er maitake godt for?
Maitake har længe været brugt i traditionel kinesisk og japansk medicin for sine potentielle sundhedsfremmende egenskaber. Svampen indeholder betaglukaner og polysakkarider, stoffer med mange interessante egenskaber. Betaglukaner er en slags fiber, der også findes i havre og byg, og som bidrager til normale kolesterolniveauer i blodet.
Maitake betragtes også som en adaptogen, hvilket betyder, at den kan hjælpe kroppen med at håndtere stress og pressede situationer. Adaptogener bidrager nemlig med balancerende egenskaber, der tilpasser sig kroppens aktuelle situation. Maitakesvampens næringsprofil gør den populær for energi, udholdenhed og metabolisme, men studier viser, at der er flere potentielle sundhedsfremmende egenskaber (1).
Maitake og immunsystemet
En af maitakesvampens mest omtalte egenskaber er dens potentiale til at støtte immunsystemet. Den er rig på flere interessante bioaktive stoffer, særligt betaglukaner og proteinkomplekser som D-fraction og X-fraction. Studier viser, at maitake kan aktivere vigtige immunceller, som makrofager, NK-celler og T-celler, hvilket hjælper kroppen med at opretholde en naturlig balance og modstandskraft (1). Desuden støtter svampens glukaner produktionen af vigtige signalstoffer (cytokiner), der styrker immunforsvaret og kroppens naturlige forsvarsmekanismer (1). Maitake indeholder også polysakkarider, der menes at have antioxidante egenskaber (2). Dog kræves der mere og dybere forskning for at fastslå, hvordan og hvorfor disse stoffer potentielt påvirker immunsystemet samt kroppen, og i hvilken udstrækning de kan bidrage til langvarig sundhed.
Maitake og blodsukkerkontrol
Maitake er blandt andet blevet studeret for sine potentielle virkninger på blodsukkerniveauer og insulinrespons. Studier udført på dyr viser, at maitake-ekstrakt potentielt kan bidrage til at regulere blodsukkeret ved at påvirke insulinets virkning (1). Forskningen på området er stadig i en tidlig fase, men interessen for svampens rolle inden for metabolisk sundhed vokser. Maitake anses for at kunne være en naturlig støtte for personer, der ønsker at balancere deres blodsukker som en del af en sund livsstil.
Hvad gør maitake for hjernen?
Maitake indeholder PGM (protein-bound polysaccharides from Maitake), en proteinbundet polysakkarid og bioaktiv forbindelse. PGM har vist sig at have flere potentielle sundhedsmæssige fordele, inklusive immunstøttende og antioxidante effekter (2). En undersøgelse udført på mus, der fik PGM, viste positive resultater på både hukommelse og indlæring, og viser potentiale for maitake og mulige effekter på hjernens funktion (2). Selvom der kræves mere forskning for fuldt ud at forstå sammenhængen, vokser interessen for maitake som en naturlig ingrediens i strategier til fremme af hjernens langsigtede sundhed.
Maitake som kosttilskud
Eftersom maitake ikke er en af de mest almindelige spisesvampe i Danmark, vælger mange at tage den som kosttilskud. Ved valg af maitake-tilskud er det vigtigt at se efter et højt indhold af de aktive stoffer betaglukaner og polysakkarider. Et ekstrakt fra frugtlegemet foretrækkes ofte for at sikre et højt biotilgængeligt indhold.
Kosttilskud med maitake bruges ofte som en del af en balanceret livsstil for på en naturlig måde at støtte flere forskellige processer i kroppen såsom immunforsvar og insulinrespons. Mange vælger at tage maitake dagligt, men svampen er også populær at spise i krævende perioder med stress og belastninger.
Udforsk produkter med maitake
Referencer
1. Camilleri E, Blundell R, Baral B, Karpi?ski TM, Aruci E, Atrooz OM. 2024. Unveiling the full spectrum of maitake mushrooms: A comprehensive review of their medicinal, therapeutic, nutraceutical, and cosmetic potential. Heliyon. (Hentet 2025-02-26)
2. Bai Y, Chen L, Chen Y, Chen X, Dong Y, Zheng S, Zhang L, Li W, Du J, Li H. 2019. A Maitake (Grifola frondosa) polysaccharide ameliorates Alzheimer's disease-like pathology and cognitive impairments by enhancing microglial amyloid-? clearance. RSC Adv. (Hentet 2025-02-26)